lørdag den 26. december 2015

Anmeldelse af Divergent: Oprøreren

Bagsiden fortæller:Fremtidens verden er inddelt i fem fraktioner. Dit tilhørsforhold dikterer dit liv.


Tris har fravalgt sin familie og sluttet sig til Skytsenglene. Men da der udbryder krig mellem fraktionerne, og hendes nærmeste bliver dræbt, styrter hendes verden i grus.


Som Divergent bærer hun samtidig på en grusom hemmelighed. Hvis hun skal redde verden, må hun igen gøre sig fri. Også selv om det betyder, at hun må sige farvel til den, hun elsker allermest.












Anmeldelse:
Nu har jeg gået og summet over den her bog i over 14 dage og er endelig klar til at komme med min vurdering. Der er gode ting og ikke så gode ting ved historien og de ikke så gode ting er faktisk lige ved at ødelægge læseoplevelsen.

Jeg elsker at der er fart over feltet og man sidder og overvejer hvor i alverden vi er på vej hen. Der er twist og drejninger som gør man bliver fejet af banen gang efter gang. Der er folk der viser sig at være falske slanger som heller vil stikke andre i ryggen for deres sag.

Teenage-delen er jeg ikke så vild med. Hold nu op hvor var jeg ved at blive alvorlig træt af Tris. Hun indbød faktisk til den ene øretæve efter den anden. Ja jeg ved godt hun kun er 16 år og at hende og Four (Tobias) er i et forhold, men nogen gange så må man bare gøre sig klar at alle ens gerninger ikke altid kan være lige populære og man bliver nødt til at vælge mellem at være kriger eller kærester.

De to burde faktisk bare droppe at være kærester og så i stedet være oprørskammerater der kæmper for en fælles sag om at gøre deres by til et bedre sted uden alt det magtkamp som der udspilles rundt omkring dem.

Divergenterne er i denne bog i alvorlig fare da Intelligentsias leder Jeanine vil have fat i dem for at bruge dem til hendes fraktions eget formål. Tris bliver udsat for umenneskelige forsøg da hun bliver fanget og skal faktisk henrettes når de er færdige med deres undersøgelser.

Men, men men, redningen er jo næsten altid lige i nærheden og hun undslipper på et hængende hår. Kun for at blive draget ind i endnu en farefuld mission som ender med at man selv får vished for at der er noget helt galt og der er nogle som vil gå meget langt for at skjule visse ting om byen bag hegnet.

Jeg kan stadig godt lide konceptet i bogen om de fire fraktioner og hvordan man prøver at inddele deres indbyggere efter hvad de har af kvaliteter som de skal bruge. Det er vildt at de ikke sætter spørgsmålstegn ved hvorfor de er hegnet inde og bare indretter deres liv efter det faktum at dette er sådan vi skal leve og det gør vi så.

Det er nok også derfor at slutningen på bogen er en aha-oplevelse, hvis man har regnet pointen ud med hvorfor det er at de er der hvor de er. Den stopper som en rigtig cliff-hanger og lader dig hænge ved dine fingrenegle.

Derfor glæder jeg mig også til at få læst bog 3 og se om den holder hvad Oprøreren lægger op til.

Bogen er skrevet af Veronica Roth og udgivet på Forlaget Alvilda. Den kan købes hos landets boghandlere til 199,95 kr. 3/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ingen kommentarer: