tirsdag den 6. oktober 2015

Anmeldelse af Nye horisonter

Bagsiden fortæller:
Daire Santos er den sidste søger - og den eneste, der har evnen og kraften til at forhindre Ricterne i at udslette alle dem, hun elsker. Nu da hendes bedstemor er væk, og Cade er tilbage i Enchantment, har Daire intet andet valg end at tage sin skæbne på sig og føre an i kampen mod Richterne. Men hvad hvis det betyder, at hun er nødt til at ofre det menneske,  hun elsker højest i hele verden?
Dace har Richterblod i årene og kæmper mod det mørke, der vokser inden i ham. Daire nægter at give slip på ham, men måske har hun slet ikke friheden til at træffe det valg. Et monumentalt opgør tegner sig i horisonten...
Er Daire og Daces kærlighed stærk nok til at sejre trods de overvældende odds, der er imod dem?

Nye horisonter er fjerde og sidste bog i bestsellerforfatteren Alyson Noëls serie Soul Seekers.









Anmeldelse:
Jeg har generelt været vild med de første tre bøger i Soul Seekers serien og havde egentlig glædet mig til at komme i gang med bind fire efter at have læst en hel masse krimi. Nu sidder jeg med en lidt flad fornemmelse efter at have læst de sidste kapitler af bogen.

Denne her bog lever slet ikke op til de foregående bøger, desværre. Skrivestilen er som altid god og man nyder den. Men den foregår 6 måneder efter det sidste opgør og nu er det lige pludselig nu at det kæmpe store gigantiske opgør skal finde sted.

Det hele omhandler kærlighed. Det er den som skal sørge for at bringe Richterne ned med nakken og jeg blev faktisk en kende træt af det mantra til sidst. Daire var slet ikke i stand til at gøre mig imponeret. Hun var og blev rigtig træls. Hun kredser hele tiden om Dace og det at redde ham uanset hvad.

Dace derimod var rigtig spændende at følge. Det at mørket voksede inden i ham og begyndte at tage over for til sidst at forvandle ham til et monster. Det er mega godt beskrevet. Plus den lille rest lys som han indeholder faktisk gør at han oplever skyldfølelse mod det onde som han gør.

Af de andre personer i bogen så var forholdet mellem Axel og Lita lige ved at få mig til at lukke den for ikke at åbne den igen. Hold da helt op hvor var hun dog pænt irriterende hele tiden. Men det er måske fordi hun er 17 år og ikke rigtig voksen endnu at jeg havde lyst til at ryste hende.

Alt i alt så var bogen lidt tung at komme igennem og det gjorde så også at det har taget mig lidt længer tid at få den læst.

Bogen er skrevet af Alyson Noël og den er udgivet på Forlaget Alvilda. Den kan købes hos landets boghandlere til 249,95 kr. 2/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ingen kommentarer: