søndag den 20. september 2015

Anmeldelse af Ukuelig

Bagsiden fortæller:
En eftermiddag i maj 1943 styrtede et amerikansk bombefly ned i Stillehavet og forsvandt. Flyets bombeoperatør, Louis Zamperini, fik sig bjerget op på en redningsflåde. Dermed begyndte en af de mest bemærkelsesværdige odysséer under 2. Verdenskrig.

Før krigen var Louis langdistanceløber, og han deltog i OL i Berlin i 1936. Efterfølgende var målet OL i Tokyo i 1940. Det blev som bekendt aldrig til noget, og det blev som krigsfange, at Louis kom til Japan.

Det bedste er egentlig at læse Ukuelig uden nogen forhåndsviden om, hvad der sker efter styrtet, og blot lade sig forføre af Hillenbrands formidable fortælleevne. Dog skal man være forberedt på, at bedst som man tror, at nu kan det ikke blive værre, så bliver det faktisk værre. Men for at give læseren en smule ro i sjælen så skal det siges, at Louis i dag er 97 år gammel.

Mod, livsvilje og udholdenhed gennemsyrer Louis' liv, og han er ukuelig på et næsten ubegribeligt plan. Han drives langt ud over alle menneskelige grænser, og alligevel formår han at overleve. Ukuelig er en barsk og overvældende beretning som sætter vores egen tilværelse i perspektiv.

Anmeldelse:
Jeg har haft denne her bog liggende alt for længe og det er rigtig synd for nøj er jeg dog gået glip af en fantastisk læseoplevelse. Hvis jeg skal have en helt fra 2. Verdenskrig så bliver det helt sikkert Louis Zamperini. Hans historie som krigsfange i to forfærdelige japanske krigsfangelejre er intens læsning.

Louis er et menneske der har haft en noget omtumlet tilværelse da han ikke kunne lide at blive spærret inde. Han har fra helt lille godt kunne lide at sprænge grænser og det gav hans forældre mange grå hår og bekymringer med på vejen.

Da han blev teenager så blev han endnu mere vild og uregerlig og hans far anede ikke hvad han skal stille op med drengen. I 1930 ændrede USA sig med depressionen og med at landet begyndte at interesserer sig for eugenikken. En dreng som Louis kunne ende på ungdomshjem eller i fængsel og blive steriliseret fordi han var sådanne en ballademager.

Da han forstod hvor grelt det stod til så prøvede han at ændre sig til det bedre. I 1932 starter han med at løbe og ændre dermed sit liv. Han ender med at deltage i OL i 1936 i Tyskland og begynder at forberede sig på endnu et OL i Tokyo i 1940.

Men så bryder krigen ud og Louis bliver en del af Army Air Corps i 1941. Her blev han uddannet til bombeoperatør på B-24 Liberator. Under en mission i 1943 styrter flyet ned med hele besætningen og de er kun tre, Louis, Phil og Mac som overlever det. Mac dør på den 33 dag og de to andre bruger 14 dage mere på havet i en lappet redningsflåde. Efter 47 dage bliver de fanget af et japansk krigskib.

Herefter så ender Louis og Phil i japansk fangeskab og nu bliver deres lidelser umenneskelige og så forfærdelige at man sidder med en klump i halsen når man læser den del af historien. Japanerne er ubarmhjertige og vilde med at torturere deres fanger. I deres øjne kan man intet gøre rigtigt og alt bliver straffet.

På trods af at japanerne prøver at fordrive al menneskelighed i deres fanger og gør Louis til deres ynglings prygle objekt så har han styrken til at holde sig i live og ikke miste sig selv i det konstante rædselsregime som han lever i sammen med de andre fanger.

Da krigen med Tyskland slutter har japanerne ikke overgivet sig og de kæmper ihærdigt for at beholde det de har erobret plus de begynder at dræbe krigsfanger til den store guldmedalje da de godt kan se at enden er nær. Den 14. august 1945 er det slut og Japan kapitulerer. Krigen er slut.

En oktoberdag i 1945 er Louis Zamperini endelig hjemme i USA hvor han møder sin familie på en flyveplads. Hans liv vil for altid være forandret og han skal prøve at glemme rædslerne fra krigsfangelejrene, men det er svært og har givet ham både ar på sjælen og kroppen.

Det er utroligt at læse den kamp som foregår inde i Louis efter han er kommet hjem og hvad han gør for at komme på fode igen. Han er en rigtig fighter som af omveje får bugt med sine dæmoner og begynder at leve et almindeligt liv uden vrede og alkohol.

Jeg er fuld af beundring for denne her historie og for at Louis Zamperini ville fortælle den til os. Det må ikke have været let at gennemgå de lidelser igen som han var igennem og som forfatteren Laura Hillenbrand formår at bringe videre så man næsten selv kan føle dem.

En fantastisk bog som giver stof til eftertanke. Man sidder med en klump i halsen når den er læst for den viser at helte findes uanset under hvilke omstændigheder de bliver født. Man kan hvad man vil og hvis man vil overleve så gør man det på sin egen måde.

Bogen er som sagt skrevet af Laura Hillenbrand og udgivet på Hr. Ferdinand. Den kan købes hos landets boghandlere til 299,95 kr. 5/5 stjerner. Anmeldereksemplar fra forlaget.

Ingen kommentarer: